Dunkle Nattehimmel pranger
over Jorden navnegjeten,
sekeltørre Popler fanger
Ravneflok paa Vintersletten
Enkle Stjernebilleders Baner
funkler der i Ensomheden,
store Skjæbner de fremmaner,
stumme Gløt fra Evigheden.
Og jeg staar der stilt og mumler
paa en Deilighedens Salme,
hvordan ophøid' Sjæle troner
under Aandens Adelspalme.
Og med Scepteret jeg vandrer
hjemad langsmed Pilalleen:
du min endeløse Skygge,
endeløs i Nyfaldssneen.
Skygge, har jeg løbet fra dig
nogengang i al min Vandel,
har jeg endeligen sluttet
bag din Ryg fordægtig Handel?
Saadan vedblir jeg at vandre
i min Nat bag Fromheds Smiger,
ensom' er vi stumme Sjæle
her paa Jord med vore Skygger