Det er ei Fredens Tempel denne Spillebule, ei heller vokser ægte Roser i de Haver, Guld, Feeri, Musik og grelle Flimmer, som Fatamorganas Syn det Hele,
hint Trylleslot, for hvilket Mennesker knæle. Vide Horisont, o sterke Himmel, et Krater af det Gaadefulde drager, kast dig vildsomt ind i gyldne Vrimmel,
tag Rusens Slør og tro, det aldrig dager. Grib fat og favn de lumske Blommer, i Nettets Spind gaar Helten fra i Sommer; ja, jeg saa ham lig en Skygge stikke
i de blege, sammenbidte Læber, Hallen laa der lys – de gridske Blikke, Silken rasled i en Angstens Feber. Men bag os synger Hyacinten rød
om Kinders Blussel og om Sorg og Død. Don Alfredo, hvorfor kasted du din sidste Mynt paa Bordet? Ak, Alfredos Smil er størknet,
han, som altid førte Ordet. Spil, man raaber, vov for Fanden sidste Skjærv, din Bruds Trofæer, men Alfredos Suk forsvinder,
ingen ser hans Kummers Veer. Ingen ser, at han forstenet følger kold sin Skygges Hinken, at der en i Døren lurer
med sin Hov – sit Varsels Vinken. Kom Alfredo, mildt det lyder, kom forlad de Livsens Haller, intet bødes dig af Glæde
uden Tomheds Menneskeskvalder; intet kunde du jo vinde, alting har du mistet, mistet, se, hvor det er koldt derinde,
saadan Hoven fristed, fristed. Moder, hjælp, Alfredo stønned, og min Brud, hvis Gods jeg ødte, du, hvis Haand for falske Snarer
jeg med Broddens Haan forstødte . . laan mig end en Gang din Penning, og jeg taber eller vinder, saa Alfredo greb i Lommen
i sin hede Angst og Brænding. Bare et af Guldets Stykker, og jeg eier alt, du Pige, skjønne er dog Livets Smykker,
ødselt i vort Himmerige, Men i Døren vinked Hoven stødte Gulvet haardt med Staven, og Alfredo-næste Morgen
fandtes skudt i Spillehaven. Vide Horisont, o sterke Himmel, et Krater af det Gaadefulde drager, kast dig vildsomt ind i gyldne Vrimmel,
tag Rusens Slør og tro, det aldrig dager.
Cookies on Poetry Cove