Livsbrand

Hvem har ei handlet ilde her paa Jord, hvem har ei angret sin Bedrift, ak, et gammelt, opslidt Arbeidsbord kjendes helst paa Valenhedens Rift.

Saadan drømmer jeg mig mangen Gang dybt og fjernt i graanend' Fortids Arv, aa, hvor det blir mørkt og for en Klang af gammel Brødes jordisk Sliderhverv.

Som jeg sidder her i denne Stund, reiser Bølger sig i mit Bryst, thi blir der Tale om en Kvindes Mund, da høres Stemmer, ja, der hviskes tyst.

En Hvisken, som dog kommer fra mig selv, som griber mig i Bringen og mig strube vil, der fosser lig en vældig Jøkelelv, jeg lytter varsomt, og jeg skuer Himlens lld.

Se, Læben rød mig kyssed mildt og bad, og Havet vugged sig i disse Øines Blaat, men jeg, jeg sad den lange Natterad, mit Sind blev gammelt, og mit Haar blev sort i graat.

Blodløbne Strimer om min Elsktes Mund mig foresvæver, og jeg hører Hjertets Anke, hvo ved, om jeg endnu eier jordisk Grund, eller om det Hele er et Uglebilleds Tanke.

Bag Himmels Flammen hænger Skybruds Luft, og dryppend' Luer synes Sjælen slikke, jeg stundom aander som i Rosens Duft, dog oftest føles Torne hæslig stikke.

Til andre Tider er jeg kvalm og lad, jeg drikker Vin og elsker Pigers Barm, der findes i mig hverken Nid, ei Had, jeg blir af Rusen baade øm og varm.

En Skaal, min Ven, for Livets sidste Havn, jeg dræber Sorgen med et nydende Behag, der levnes en jo baade Ære, Navn, et graanend' Liv i Sagas Aldersfavn.