Kong Arco rider over Valen rolig,
hans Øine lyner og hans Mund er Grin,
han skuer alt, han finder alting trolig,
for ham er Verden kun et eget, traset Spin.
For ham er Verden som en Sjakals Lede,
naar den af Aadslet æder sig en Ret,
naar den foragtsom bryder ned sit Rede
og synker sammen, indtil Døden træt,
For ham er Verden som den blanke Flade,
man glider hen og speiler sin Foragt,
triste Dage løser Stunder glade,
og man ynker sig i Rigdoms Pragt.
Og smiler gjør man, mens man fattig sviger,
grædende man hygger sig et Saar,
blodfuld Sjæl vel om en Ære higer,
drikker sig ihjel, thi ingen ham forstaar.
Kong Arco smiler rolig mod det Høie:
Ak Børn, hvad jeg har set og lidt,
ak Børn, hvad jeg har maattet døie,
fordi jeg viden jog i vildsomt Ridt.
Fordi jeg lo af det, som Latter voldte,
fordi jeg haaned det, som Daarskab var,
fordi jeg elskede den Stumme, Stolte,
der gav det hvasse, honningblide Svar.
Kong Arco stansed Hesten, faldt i Tanker,
stirred ned i sorten, striden Elv,
paa Himlen vælted mørke Taagebanker,
han tæredes hen i Tvilen om sig selv.