HUN: Du taler tungt, min Ven, om Livsens Nag, se her jeg synger, og jeg danser til, se gyldne Solen, hvor den vinker mild,
og se det Skjønne, se mit Hjertes Krog, vist er jeg ussel, men jeg lever dog! HAN : Du har kanske Ret, men giv mig da et Raad,
formild, forstum det Onde, som fornemmes, min Kjernes Sind mig hvæsser som en Brod, jeg stikker, stikkes, mens jeg evig græmmes. Jeg faar ei Ro, jeg lever som en Gal,
jeg sturen gaar, jeg grøn blir af de Kval, paa min Ryg mig knuger Rebets Baand, jeg vrider Hænder, falder snarlig om. Jeg ser Kalvinkas Syndefloder rinde,
og herjes Viljers brandbesudled' Fakkel, Kalvinkas Floder bugner, øder Kræfter, hvert blodtørst Dyr skal kjæmpe for sin Knokkel. Mørke Skoge ser jeg fuld af arge Tænder,
ovenover raser Stormens Jette, gyser alle bønfaldsmilde Hænder, synker om og kjæmper i det halvt Udslukte. Saadan synes Livets Dyrbarhed,
dets Moral bestænkt af Digtets Blod, formastelig dum mig tykkes eders Ærbarhed, dans, du mit Barn, men husk Kalvinkas Flod. Ja, syng i Kor, Cordovas glade Piger,
danser spansk med en Pipettas Glans, i Hvidtricot, i sminkelette Smiger slaa Kastagnet og bed jers Rosenkrans. Syng Svanens Sang og bryster ud de Vinger,
tro og tvil og dø og lev igjen, kast ikke bort det Saare, som jer tynger, favn alt, vort Liv for snarlig slukner hen. HUN:
Bliv ved, bliv ved med al din Tristheds Nag, du breder Kvalme om din hedensk' Færd, hvis du er led, da lad mig gaa min Vei, jeg finder Livets Drømme mere værd.
HAN: Gaa, skjønne Pige, jeg længst dig bad derom, mit Sværd gulrustent hænger paa min Væg, adjø du Smil, der stadig misforstod,
du tror mig gammel, led, dog er jeg yngre end dig. Thi kun det kjæmpend' Liv har Ret til Eksistens, Blaahimmel sød bær Paafugls Fjær forvist, al Ungdom brød sin Alders Konveniens,
blev stedse af et Intet kaldet led og trist. Søg Livets Sol, din Visdom fordrer det, brænd og flam, til Fakkelstump er slukt, brug siden Tankerne og lær,
haab, tvil og tro, du er forrykt. Adjø Uskyld, send mig din sidste Vaar, du er dog vakker, som du fra mig gaar.
Cookies on Poetry Cove