Der hviskes hæst i Natten grelt:
Slip mig, Gunipeipos,
slip mig, jeg er ræd for dig,
gale Gunipeipos!
Mine Tvil, min Angst, min Lyst,
slip mig, Gunipeipos,
er Kjærlighed da salig Fryd,
grumme Gunipeipos?
Natterusens Veer kom,
Ynk af Kvinders Jammer,
saare Klage, bitre Brist
krymped Hjertekammer.
Brast tilsidst den Buesnor,
fænged nye Gnister;
Gunipeipos, vredt hun svor,
flygt du feige Kryster!
Fly ad Helveds hede Vei
til Tænders Gru og Gnidsel,
skal jeg end længes efter dig
i mine Nætters Svidsel.