I Florents drak jeg tilfulde af Medicis stilfuld' Pokal, om Natten laa søvnløse Kulde og vinkede med sit Skal.
Endskjønt jeg angrer min Fødsel, tager jeg fat paany, jeg fyldes af Livsglødstrangen i denne Maaneskinsby.
Jeg nærmer mig Arnos Bredder, helt sælsomt mit Øie ser, fra Palazzo lyder de Sange, jeg aldrig glemmer mer.
Jeg møder et Selskab Galanter og lytter til Trubadur, vindrusøde Pedanter gaar dystert sin Maaneskinstur.
Paa Murens Madonnabilled ! skumler Fortrøstningens Ham, der brænder Kjærligheds Kjerte, min Elskedes Hjerteflam’.
Jeg gaar i de Gader og nynner i sene Nattestund: Den sprudlende Rose er min, naar jeg staar paa min Aands Paulun.
Ja, Diva, lad Sløret falde, lad mig din Aande foøle, og siden, Diva, lad mig ved dine Kinder dvæle.
Ja, Diva, du Nattens Dronning, jeg knæler og kysser dit Fjed, om raslende Silkefødder gynger Balladens Leg.
Saadan staar jeg og skuer dybt i lllumination, mens Renaissancens Kvinder bæver i min Vision,
Mens ensom en Vægters Lygte sig sniger langs mørke Smug, lever al Sommers Brynde i Rusen vidunderlig.
Saa rider der vilde Fantomer over det bleghøie Hvælv, de knitrer om Kirker og Domer, raser mod rivende Elv.
Der gribes af fraadsende Fingre og baskes med knugende Arm, ti tusinde Piber skingre, ti tusinde Klokkers Allarm.
Det kimer, og hvo som erfarer den tindrende, mimrende Storm, han falder i Elskovens Kvide, i Kjærligheds ulmende Orm.
I Florents drak jeg tilfulde af Medicis stilfuld' Pokal, om Natten laa søvnløse Kulde og vinkede med sit Skal.
Cookies on Poetry Cove