Fjelde, Tinder rager, strækker sig i Uveirs Taageslukt op mod Himmel, hvor det suser hvast i vilden Flugt. Der hvor Drypstens klamme Væde breder sig om Klippe-kjede, der hvor Sneskrei Uren raser og begraver hele Trakter,
bløder Stenen graa. Ødets harmesvangre Nætter kan for Skam og Trods ei trives, og der skygges for to Ørne, som ubændig flygter, kives. Ryger Veiret, himmelstormer, slaas de Fugle i sin Iltskab,
Fjære gyver grumt i Larmen, gjemt i svarte, staalblank Vildskab — er det, som om intet stanser Farten gjennem isnend' Brynde, og det bander bort i Natten, knuger: bøi dig, Uveirs-tinde. Men de ranke Sagarygge luder haardhændt imod Øster,
og der skingrer Salmesange, Orgelbrusets drønend' Røster, splittes som i Lynilds Foster, tung' af Brøden selvbevidste, bringer hid den Mildheds Fakkel, skaber Lysets Underskifte. Se, o se da Guders Glæde,
Valhalborg, hvor du kan dæmre! Over Horisontens Kjede gløtter Sol i tusind Somre. Glorien kranser sig om Pande,
Straaler gjemmer sig i Flige, Øiet af de dunkle Vande stirrer rakt mod Himmerige. Renblom fraadser i sin Fylde,
kunde gjerne hen i Fryden alle Liljerne forgylde helt fra Norden ned til Syden. Stormkvelds Rustning, Jettehammen,
kastes af for Sommer milde, indtil atter over Kammen Skyer jager sorte, vilde. Spiler da de Uveirsfugle
ud til Flugt de sterke Vinger, mens i Skjul den lumske Ugle sine Nattesange synger. Dog der gives andre Tider, hvor Naturen stum vemodig
slumrer ind fra sine Drifter, ind i nye Syners Schakter. Under Sølvnats Bræer drømmer deilig' Fugle brusend’ bange, og de hører Nattevandrer nynne tankefulde Sange, klynger de sig til hverandre, hvisker om en dagblind Huldre,
mens i Elskovsdrømme fagre, taaretunge Bække sildre. Ligger Bræen som Morgana, øver pg Sjæletryllen, blænder, hiver en i Æther, – funklende er Himmelhallen Fjeldnat har sin egen Saga; Sølverpile mod dig skydes,
hver en Pil er Længselsfunker, Hjerter for dig sønder brydes; ja, du triumferer storlig, favner brystend' Kvindes Blussel, og dig bydes Gjensyns Læber, og du bæver som i Rædsel. Se, der skjult bag flagrend' Manke farer hun med Smil imod dig,
disse nøgne Arme fanger, styrter atter legend' fra dig, funkler Øines bundløs Smiger, indtil tvende Hjerter banker, indtil tvende Sjæle straaler, sukkende i Natstunds Ranker; vilde gjerne i dit Favntag løfte Brud til Tinders Høide,
lig hin Jæger staar du lamskudt, tynget ned af herligt Veide, staar du stille der og hulker ud fra Stenhvælvs mægtig Bringe melankolsk, som naar du knuges, løftes paa en Dæmons Vinge. Se, o se den røde Stribe
af en Østens Morgendæmring, prydende Guirlander rige hegner om en svagblaa Skumring. Se Diana ilfuldt jage
efter Solstribs flygtend' Hinde, se, o se de skjønne Dage lutre sig i Morgenvinde. Ser du Renen hist, som græsser,
Morgen, Morgen, ræk mig Haanden, Jægers Hundeglam istemmer. Skyd, Diana, dine Pile mod mig, og jeg ved, de rammer,
risle underbare Kilde, som jeg Kalkens Rigdom tømmer.
Cookies on Poetry Cove