En Dæmon

Hamu, Kvæleren, hvi hyler din Hyæne? Man skulde tro, dit Hjerte Mordskam bar, de martrend' Træk fortæller Sorgens Pine, og al din Færd en Grublers Dybder har.

Graaveirs Graahed gjemmes i din ramme Sjæl, dit Bryst er bredt, dog luder du halstarrig, din Skulder bøier sig indunder Sindets Vægt, falder alt da dig saa tungt og karrigt ?

Man skulde tro, du bar en Byrde paa din Ryg, at du rokked Klippestykker med dit Elends Ve, man skulde tro, du bar paa denne lumske Plan, der favner alting kun til evig Spot og Spe.

Saadan sees du paa Gader speide urolig med dit blodsprængt' Øies Lyn, som om du spurgte Fiender overalt, grumme Tigerlyster, fæle Ondskabs Grin.

Saa jeg dig en Kveld, jeg vandred glædberust ifra et muntert Lag, lænet op mod Muren hutred du i Kulden, dine Øine skalv, og du var Ynk og Vrag.

Og min Almis' skjøv du heftigen tilbage, – pegende mod dine svære Saar, hylled du dig skyndsomt i din Kappe, grufuld' Ting, du raabte, snarlig forestaar!

Saa jeg dig en Kveld, jeg ensom famled, forfulgt af Tanken paa et andet Liv, du stod der stirrende mod Gadens Tummel med sammenbidte Læber, koldbelyst og stiv.

Du sagde: jeg kjender dig, du stumme Mylder, men eders Arbeid siger ingenting, – og du vikled heftig om din Finger en staalblank, irret, smudsig Messingring.

Og du vrededes, stod op og skjændte : jeg Lykken bærer i mit Hjertos Skaar, saa uanselig er jers alles Følelse, uværdig fortjener I den Straf, I faar.

Uvaærdig, fuld af Flitters Armod, – se, denne Ring jeg fandt i Veistøvs Muld, den laa besmudst, nedtraadt af Skoens Hæle, dog er den mere værd end alt jers Gods og Guld.

Saa jeg dig siddende i Selskabs glade Vane, kronraget, elegant, i Spidskjol klædt, skjønt iblandt Hundreder du ensom var alene, intet Smil berøved dig din Slangebrod.

Saadan staar du for mig, Hamu, lig en Dæmon i vort Aarhundred's Fjant, du ei begriber Verdens glade Latter, din Tristhed stirrer did, hvor Solen svandt.