Du Smed, du hamrer, og jeg ser din IId,
din Sveddrypspande, dine hærded' Hænder,
og langsomt Timer gaar,
og Kullet sagte brænder.
I sene Nattetimer blusser Luer blaa,
Tunger slikker ud af Mørjens Ædgder,
men Smeden hamrer paa Ideens Emne,
skjønt Døren vingler haardt for Uveirs Vædder.
– Og Natten suser, tager slemme Tag,
det skriger, hujer som besat af Harme:
Naar du er færdig med dit Værk, brister Dørens Hængsel,
og ve dig Daare i din Smedjes Stængsel.