Sygnende Klager klinger
i det forladte Logi
Klager fra støvet Pianino,
Ekko af Vinters Glæder.
Solhede, glødende Gader,
flygtende, feiende Mennesker,
aa, gjennem Arbeids Sveddraab
klinger det gamle Pianino.
Engang kjendte jeg Klagen,
slumrende Tordenbyger,
venløse, fredløse Sange
var Nætters Melankoli.
Nu synger jeg aldrig mer,
min Lyra forstummed engang,
hvo ved, har jeg set for meget
paa min vankende Pilgrimsgang.
Sygnende Klager klinger
i det forladte Logi,
Klager fra støvet Pianino,
men hvem er hun, som spiller?
Det er en af de Blege,
der Tasterne neppe kan favne,
det er hende, som døde,
en af de glemte Navne.
Det er Passionsblomst brudte,
hun, som eiede Evnen,
men som sygnede grusomt
bort ifra Sjælens Under.
Dødens Tungsind spiller
bag flagrende Gardine,
gustne Stemme triller,
og der staar Kulde om hende.
Derinde i Rummet ved Siden
stod hendes Sygeleie,
men hun taalte at lide,
skjønt hun elskede Livet.
Fred laa der. over Panden,
dengang hun bares bort,
og Myrter kransed om Haaret,
skjønt Øiets Vaar var slukt.
Der gror Blomster paa Graven,
Vinteren dækker med Sne,
og hun blev haardelig savnet
derunder sin Taarepil.
Hvergang de Klager klinger
i det forladte Logi,
da er det hende, som synger
sin kvalfulde Melodi.