Babylon

Babylon du glædes ei mere, Babylon dine Mure, hvor er de hængende Haver, dit smægtende, blussend' Sodoma?

Aldrig monne du hvæsse din Ljaa, med Furer besaad, thi har du set gjennem Aldre Keiseres Riger gaa under,

og har du sandet dit Eden, din Spaadoms Fyldes Vidunder. Der ligger en Gaade gjemt bort i de slumrende Vande,

det er som leflende Lufte, hvisker ved Babylons Floder; de synger om Lasternes Vildvin, men ogsaa Kjærligheds Oder,

hør, Unge du, hvad de synge de følsomme Sommernatsvinde. Hun legte i Pilenes Skygger, fristed en Vnglings Blod,

og Babylons Taarne fraadsed i Sang og i elskende Feste. Han fakked sin Julias Lokker, den flammende Liljes Hvid,

høit runger Babylons Klokker: Vogt din Besøgelses Tid. Da bryder Faderens Stemme: Min Julia, hvor er dit Aasyn,

hvor er din Pande, min Julia, og dine kydske Øine? Og hvor er Sangen, du bragte mig i Dagene strenge.

Forstummer det Svar ifra Haven, men over hviskende Sanser hviler vel Solens Ynde, Kjærligheds sprudlende Hav.

Han var Vngling og elsked, og Ungmø sin Elskov gav. Men syntes Faderens Alvor: Julia, hvor blir du ak,

du, som skjænkede Saften i min usalige Lede. Julia, jeg skimter dit Lin jo iblandt Rosernes Vin!

Julia, min Kjærligheds Kjerte, snart falder Kveldenes Taager, snart gjække de farlige Lufte henover Babylons Floder.

Julia, mit Barn, kom snarlig ind i din Faders Hus. Julia, Julia, o Guder, din Ungdom er ei alene,

Julia, din Fader segner om paa de kolde Stene. Julia, jeg vakler og falder, din Synd mig Døden forvolder.

Faderen stønned og segned hen i en livløs Masse, medens de Elskende aanded frydfuldt i Rosens Parnasse.

Og i Kys og i Kjærtegn, prydende Havens Bede, fandt de det svidrige Jertegn, Faderens udslukte Glæde.

Saadan i Smertens Klage vandred blandt Havens Blommer de to elskende Unge henover dybtfølte Sommer.

Han fakked de fagre Lokker, blegnende Liljes Hvid, høit runger Babylons Klokker: Vogt din Besøgelses Tid.

Saa hvisked de sukkende Vinde, Julia elsked sin Vngling, men i de stormende Nætter herjedes Babylons Sletter.

Sindets Høstbyger bølged sig ind i Lidenskabs Salt. Julia, min tærende Flamme, hvi sveg du mig, svigfulde Kvinde,

hvi var din Barm saa frodig, hvi var dit Legeme skjønt. Jeg venter dig, Soldugs Øie, i Høisal af Marmorpaladset.

Og naar du kommer, min Julia, bringes mig bævrende Glæder, siden, svigfulde Kvinde, flømmer din bitreste Bløden.

Og naar den har flømmet, da smiler du endnu til mig i Døden. Og Julia kommer, hun løkter sterk som en Venus sit Hode,

han lader Elskoven brænde, Elskov hun giver tilbage. Og i Høisalen rækker hun mod ham sin Liljes Hvid,

grumt ringer Babylons Klokker: Vogt din Besøgelses Tid. Aldrig i Evighed, aldrig maa du din Elsker forlade,

Julia hellig sværger, og han sværger som hende. Meneds pompøse Rabalder skingrer i Midnattens Haller.

Udenfor rasler Løvet som Silken om Vindeltrappen, forrevet jager de Skyer, splintret af Lynets Knitren.

O Kvinde, i Lidenskabs Oder brænder nu Babylons Floder. Julia, min nagende Smerte, knæl dyrebart ved Altaret,

først inde i Kirken hellig bindes os evige Kranse, ja, i de dystre Skoge bløder min Palmes Saar.

Over de tause Vande ror vi tause tilsammen, Julia, din Feberpande lokked mig grusomt i Nettet.

Julia sig, at du elsker, sværg, og jeg tror dig ei. Julia vrister sig voldsomt ud af de glubende Arme, –

dyrt i de brændende Oder, Kjærlighed, se, hvor de svinder som Gjenfærd i Babylons Floder.