Naar Lyset taust ved Nattetide brænder,
og Bøger maner en til Stordaadsværk,
da aabner ofte jeg mit Kammervindu
og stirrer fromt i Evigheden ind.
Og kommer Vægtermand hist henne med sin Lygte,
da lytter jeg og fromt til dennes Sang,
mens Klokken værdig ifra Fruekirken kimer,
lyder snarlig kun monotone Skridt,
Skridt, der fjerner sig, og som fortæller,
om en Mand, der rastløs gaar og lyser for sin Sti.
Og denne Mand han var fra fordums Dage,
han saa sig om, han kjendte sig igjen,
han førte med sig en stille Verdens Klage,
og hans Taalmod var som Klippesten.
Han mæled mildt, det var engang i Tiden,
det var dengang, da Mennesket var Dyr,
Aarhundreder er henrundne siden,
nu Morgen dæmrer, Dagen langsomt gryr.
Han leved stilt ved Havstrand og ved Øer
denne Mand, som jeg vil kalde stor,
han reiste over vide Hav og Søer
denne Mand, som jeg vil kalde stor.
Han døde vel, jeg ved ei hvorhenne,
han blev saa gammel, og han blev saa træt,
eller kanske lever han til Verdens Ende,
hans Taarer ønsker jeg at have grædt.
Ja, jeg kjender ham, om ei saa nøie,
hans Navn er Taalmod med et rigt Gemyt,
Stillehavets Dybde er hans Øie,
og hans Sind er lindt og vart og nyt.