Han Veslegut mæ Aaren fit Aa brukar hagt sin Kniv, Hass Kinn æ frisk aa rou aa kvit, I Onga spilar Liv; –
De æ ein Hest han spikkar paa, Den ska ho Asloug ha: Han ska ha Beitsel, maalast blaa, Ja, Sale lyt han jamvæl faa,
Aa nei, ho ska bli gla! Han helt 'n upp mot Tyri-Ljos, Som uppaa Aaren brann, Aa Sveitten tippa av hass Nos
Aa ette Kinno rann. Men Asloug sat i Norigar Aa byssa Dokka si, Ho sjov va Dokk' av Mor aa Far,
Kvor Dag ho Glea ti dei bar, Di ho var go aa bli. So voks han upp, vart stor aa sterk, Aa fin aa snaale Kar,
Vart vikjend fyr dei Snikkar-Verk Han ut mæ Kniven skar. Men djupt i Hugjen noko brann Hjaa denne gille Gut,
Som alli heiltupp fram seg vann: De sukka tungt i traange Band, Aa ville løysast ut. Aa detti noko Guten driv,
So han finn alli Fre, – Han seiste Ferde-Staven triv, Farvæl mæ Heimen be. Va tungt aa helsa Far aa Mor,
De djupt i Hjarta skar, Men endaa tyngre daa han foor Aa bea seiste Helsings-Or Mæ Asloug Norigar!
“Eg lyt meg ut i Verdê naa, Her kjæm eg ingjen Veg, – Eg freiste lyt aa fram de faa, Som ligge inn i meg.
De gjeng nok, um du hjelper til Mæ Bøn aa Elskhug varm; Ho hell utav meg Jenta snill, De kveikjer, æ eg trøytt aa still,
Aa legge Staal i Arm. “Men der kann gange Aar paa Aar Fyrr eg kjæm atte heim” – “Halt deg ti Gud, som alting raar,
Eg vente ska i deim” – “So tusen Takk, liv gla aa gott, Aa inki Guten gløym!” – “Bygg du kons Ungdoms Droume-Slott,
Sov inn mæ meg i Hug kvor Nott, Aa føtt um Jenta drøym!”
Cookies on Poetry Cove