Snefald

Fra himlens skytunge, lysgraa hvælv l kommer flagrende lette over dal og høie og islagt elv og over bølgende slette.

I dækker somrens brune grav saa høitidsfuldt og stille, I høstens furer jævner af og skjuler bæk og kilde.

I klæder jorden i bryllupsskrud til iskold brudgom at favne og spreder tusen krystaller ud, hvor roser ligger begravne.

I dækker alt saa venligt til med himmelrene lagen, mens under leger drømmespil om lyse sommerdagen.

Hvor slægter smuldred i jordens grus, l breder tyst eders dække; I daler ned over glædens hus, og sorgens bo I bedække.

I alfehvide lege skjul med falmet blad i skoven og reder det en seng til jul saa ren og hvid fraoven.