Minnehaha

Ikke bulder og drøn og brag, ikke naturens utæmte vildhed; dryssende fin som sommerdag, alfelet, stille med yndig mildhed,

sagte nynnen som kvindestemmer inde i fjeldets lune gjemmer: Slig har den sunget i tusinder aar sin lette sang hver høst og vaar.

Ærbødig lytted slettens mand til fossen og kaldte den «Leende vand». Indianerens brudeslaat spilte fossen i hensvundne tider.

Og dens sprog de tolked saa godt i alle dets bløde melodier. Stille sad de i aftenstunde indved fossen i tause lunde,

lytted til sagn og eventyrkvad eller «Den store aand» tilbad, lagde raad eller soned had ved fredspibens røgning, en høvdingerad.

Naar en pige med muntert sind, Dakotastammen iblandt sig talte, fager, flittig og let som vind, da Minnehaha de hende kaldte.

Fossens nynnende friske sange gjenlød vidt over slettens vange, vekslende tider for præriens børn kom og svandt til de «bleges» ørn

maned til kamp den røde mand, til kamp for sin jagtgrund og «Leende vand». Vestover brød sig krigens brand, vildt den rased i skog og paa sletten.

Fremmede folk, den rødes land raned med seierens ret fra ætten. Hytten ved fossen smuldred sammen, vestover drev Dakotastammen

længer og længer i bugtende tog, mens imod himlen røgskyer slog. «Blegmandens» flag nu vaier høit og stolt over Minnehahas skum og sprøit.

Men der er søndagsstilhed end ved Minnehahas sprudlende kilde, fredende aander gaar igjen inde fra skogenes dybe stille,

Fossens aander end harper stemmer inde i fjeldets lune gjemmer og spiller i aftenens dybe fred sin sang for dalens ensomhed

– Med vemod bærer over strand Rødmandens gravsalmer det «Leende vand». Skogenes stille helligdom gjorde den dybe dal til en kirke,

hvorfra man stævner videnom andægtig, høitidsstemt fra sit virke. Fossen er orgel og kirkesanger, birken staar brud og lyslet pranger,

eken er brudgom i lysebrun dragt omvundet af blomsternes pragt – i slig en kirke Vorherre selv er prest for hver en andægtig Sjæl.

Men, naar vinterens storme slaar med iskold aande over lande, ei længer spil og sange gaar ved Minnehahas strande.

Hvor fossen var, staar tempelhaller lyse, høie bygt af krystaller, og maaneskinnet mellem nøgne trær i kvelden maner frem en hær

af krigere i vildmandsdragt til krigsdansens leg i tempelhallens pragt.