Du er dronning i mit drømmerige,
elskovskronet fra vor unge vaar,
om din pande ser jeg glorien stige
flammende ifra dit brune haar.
Du er ren som selve dagens straaler,
naar den stiger flammerød i øst,
og du følger mig saalangt min tanke maaler;
mit liv du blev mig baade vaar og høst.
l min tanke vil du altid leve
ungdomsfager, drømmelet og fin,
svulmende vil altid barmen bæve
under florets hvide jomfrulin.
Ingen rynke, ei en plet skal komme
paa dit billed i min tanke støbt,
vaarens ungdom skal omkring dig stedse lomme
– ren og hvid du er i dagens solskin døbt.
Kanske ingen mere for dig knæler;
for med andre har du leget ud:
men hos mig dog lige ung du dvæler,
lige ren, min tankes fagre brud.
I mit sind dit alter staar urygget
blomstomvundet fra den første vaar;
selv med sommerlyse løfter du det bygget,
da jeg bandt en løvtung krans omkring dit haar.
Du er dronning i mit drømmerige,
og du hersker i dets sorte borg,
ei for nogen skal du derfra vige;
thi du gav mig livets største sorg.
Nat og dag til dig min tanke glider,
ser dig altid i din ungdoms pragt,
glemmer altid da, at aar forbi os skrider,
glemmer ofte, at du sveg vor ungdoms pagt.