Jeg ledte den hele sommer
i fjeld og fjære og hei
efter de fagreste blommer
til en deilig krans for dig.
Min ungdoms skjønneste tanke
vilde jeg binde deri
blandt liljerne høie og slanke
fra vaarens blomstrende li.
Fra dal til høieste tinder,
i lier ved elv og aa,
hvor pludrende fjeldbæk rinder
i dans mod de sjøer blaa:
Jeg syntes, at alle blommer
blegnede, hvor jeg mon gaa,
og midt i den lyse sommer
stod de der gustne og graa.
Thi midt i den hele vrimmel
du selv den deiligste var,
fra lier og sjø og himmel
den samlede ynde du bar.
Jeg kunde slet ikke finde
en fager nok blomst paa straa,
og saa lod jeg være at binde
den krans, som jeg tænkte paa.
Jeg gik langs de samme stier
en morgen, da solen randt,
og i de blomstrende lier
jeg deilige kranse bandt.
Blomster i klynger tætte
hang hvide som sne paa bræ,
og roser bjergvæggen klædte
og slynged sig om hvert træ.
Men da var det længe siden
jeg tænkte paa kransen din,
nu kunde jeg ikke i den
faa mænget sligt farveskin;
thi du er falmet og bleget
i mangen en høstvinds drag,
og vaarens løfter blev sveget
paa sommerens første dag.
Men vil der af jorden rinde
en rose som døden bleg,
som trives i høstens vinde
med al deres gustne leg,
da skal jeg den varsomt tage
og fæste den i dit haar;
den kommer nok ei tilbage
din drømmende glade vaar.