Stormen paa flyen jager ikveld, snefog og mørke – ved ikke veien – andet at sove varmt under fæld end mod at færdes ene paa heien.
Isstykker slaar saa skarpe paa kind, hvinende feier fra snedækte tind nordvestens iskolde, jagende vind - – hvor er veien?
Kunde nok siddet i stuen ikvæld, kunde havt rum i de lyse sale – valgte dog fjeldet alligevel, syntes det faldt for dyrt at betale.
Frihedens liv har rosenrødt skjær selv om i storm over vidden det bær – stænge mig inde det vilde de der – – hvor er veien?
Ingen har herover lagt nogen vei – herop paa fjeldet i storm uden stier trampe man maa over vildfremmed hei, hver som i dalen ei bøies og tier.
Ene de gik her tusinder før, altid de havde ei medgangens bør, aldrig de banked paa hjemlige dør – – hvor er veien?
Husker nok endnu, da jeg drog ud, hvordan de bad mig komme tilbage. Anna, hun blev dog en andens brud, graater ei mer og glemte sin klage.
Det var det sidste, som bandt min hu — iskold i barmen jeg ler ad det nu, færdes alene i stormnattens gru – – hvor er veien?
Mor, hun har ventet i mange aar, bedt mig at komme til hjemmets grue; sølverne hvidt er nu hendes haar, dimmet er øiets før skarpe lue.
Aldrig hun mer faar se mig igjen – Aldrig tilbagel er mottoet, ven; om det gaar smaat gaar det lidt om senn – hvor er veien?
Maalet mit har jeg i dagens bryn, fjernt bag om aasen, hvor stormen skurer. Der er det vaar med torden og lyn, hist over tinder og skar og urer.
Ved ikke, naar jeg kan komme did, dag efter natten, den rinder nok blid, jeg har ei raad til at spilde tid – hvor er veien?
Cookies on Poetry Cove