En hjemløs vandrer paa jorden,
jeg synger ved gry og kveld
de simple viser, jeg lærte
ved granesus og ved fossens væld –
– skjønt ogsaa blandt tonerne blande
sig ofte fra fremmede strande
en strofe i viserne ind.
Naar ud fra slottet det lyser
over den glitrende sne,
og lyst i salen det tindrer:
Ved borgens grind jeg mig sætter ned,
og for mig selv alene stemmer
jeg harpen, og spillende glemmer,
at jeg ei blev buden derind.
Til fjeldets blaanende heie
jeg stævner ved sommertid –
– alene gaar mine veie
saa høit over dal og løvrig li,
I kleven under fjeldets birke
naturen har hvælvet mig kirke,
hvor jeg synger mit salmekvad.
Hvad kommer det vel ved sagen,
om mange ei lytter til?
Om natten og hele dagen
jeg sidder alene med mit spil?
Jeg sang mine ensomme sange,
som jeg lærte i skog og paa vange,
ved bækkesus og havets drøn.
Naadde de frem til et hjerte,
vandt de sig listende ind
med kvægning for sorg og smerte
til et længtende, vemodsfuldt sind,
og hygged de ogsaa de andre,
som enslige veie maa vandre,
da havde jeg faaet min løn.