Ei de, som kranset blev paa seirens dag
og heltenavnet vandt med ære,
ei de, som vendte hjem med vundet sag
i spidsen for de seiersdrukne hære,
ei de, som vandt og navn sig skabte,
jeg synger om, men de, som tabte.
Det er om dem, som ingen gravsten fik,
og dem, hvis navne saga glemte,
‒ om dem, som tømte nederlagets drik,
for hvem ei digtere sin harpe stemte:
En lyngkrans simpel vil jeg binde
og lægge den om deres minde.
Selv om de blev i støvet trampet ned
af dem, som nye riger grundet,
og ydmyg seierherren bad om fred,
naar de i kampen var blit overvundet
‒ de gav dog sit til seierskronen
og løftet helten op paa tronen.
De bukked under, livet selv dem sveg;
af samtid dømt, af slægten bandet
foruden haab de ned i graven steg.
Slig drak de dommens kalk ublandet:
‒ Vi dømmer ei, hvad jorden gjemmer
og saga selv i taushed glemmer.