Jeg vaagned midt i midnatsmørkets dyb,
jeg vaagned ved, at du, den døde, stod der.
Jeg strakte armene imod dig :
“Svar mig!
Det liv, vi lever, kan vi ikke level
leg ser ei nogen mening i vor vandring
paa denne jord, hvor sjælen er saa fremmed.
leg ser ei hensigten med vore smerter,
og ingen hjælp for tomheden omkring os,
og intet svar ifra den sorte himmel.
Jeg vender blikket hid og did, men altid
jeg ser den samme ørken øde timer.
Min Gud, hvorfor! Hvorfor dog dette liv!
Svar mig da du, hvis øie nu kan se,
hvad der er bagenom det tætte forhæng,
som skjuler liv fra død! – Svar mig, hvad ser du?
Er dér ei stort og stilt til alle kanter,
og glemsel for, hvad her ei kunde glemmes,
og hvile for ens sjel! Ak Gud – ja hvile!”
Men langsomt, langsomt slukned lyset om dig.
Jeg saa, hvor dine øine langt mig fulgte,
til alt forsvandt. Og der var atter nat.
Og jeg sad midt i midnatsmørkets dyb.