Jeg kan ingen store sange,
der lyder paa mange munde.
Jeg kan kun en liden vise
visen om stolt Kunigunde.
Ingen var der saa fager,
men intet hoved saa stolt.
Intet blik saa sørgmodigt,
men intet saa fremmed og koldt.
“Og alt for dig jeg vil bøie
mit knæ, mit øie, mit mod.
Og alt for dig jeg vil offre
mit liv og mit hjerteblod.
“I ydmyghed vil jeg kysse
selv støvet under din sko.”
Da saa hun forundret paa mig
og neiede haanligt – og lo.
Saa klædte jeg mig i purpur
og værget i kvide jeg drog.
Men hvassere var dog de blikke,
der spottende mod mig slog.
Da brød jeg mit værge isønder,
da segned mit stolte mod,
da flænged jeg kappens purpur
og hulkede for hendes fod.
Jeg kan ingen store sange,
der lyder paa mange munde.
Jeg kan kun en liden vise –
visen om stolt Kunigunde.