Det er koldt iaften.
Jeg kjender, du skjælver
og klynger dig tæt til min arm. ‒
Vi går under træernes stivfrosne grene,
og alle de bittesmå kvistefingre
bæver i blåhvide rimfløielsvanter,
og alting sover.
Mod somren ‒ de duftlamre sommernætter ‒
længes vi begge. Mod løv og sol
og fuglenes dæmpede fløiten i skoge. ‒
. . . Men kommer de tider, da kan det jo hænde,
at én går så stille de gamle stier
og bærer en svidende længsel isinde.
Kanhænde den ersomme truer mod himlen
og bander al sommerens gjøglende flitter.
Går blot og pleier et bittersødt minde,
født under rimhvide lindegrene.