Vi tænkte sletikke paa nogenting
– hverken paa Gud eller pokker.
Vi glemte saa ganske at snakke fra
baade til prest og til klokker.
Hvor sol strødde straaler og linden sit løv,
der vandred vi glade og trygge
– endskjønt jeg vidste, at bag mig gik stot
min egen tungsindige skygge.
– Vi tænkte sletikke paa nogenting,
hverken paa Gud eller pokker.
Men hvor vi kom hen, stod der blomster og lo
i store forundrede flokker.
Saa lo vi igjen til de blomster blaa,
saa hvisked vi sammen den lyse nat.
– Men næste dag var hun borte,
og høsten var kommen brat.
Da vendte jeg mig til skyggen, –
han stod borti mørket og lo:
“Se saa! Nu kan vi jo atter
vandre isammen, vi to!”
Da tog jeg hans arm, den var knoklet og haard,
og munden var sluknet og sløv.
Hans kappe var sømmet af sommerens
store, sygnende løv.
Og ind i oktoberens skumrende kvæld
sammen i taushed vi vanker.
Han nynner sin gamle, tungsindige sang.
Jeg gaar kun og falder i tanker.