“Vort liv er kun armt og elendigt!”
saa sa' jeg i tunge stunder.
“Hver glæde, du fik paa jorden,
er skabt for at dø og gaa under-”
“Os hvorfor da vel noget vove
for saadan en ussel vinding –
for fryd, som sidenhen svidende
tornekroner din tinding.
“Thi alle glæder paa jorden
blir siden til vaandefuldt savn.
Og derfor: forbandet, forbandet
være alt livets navn!”
– Saa sa’ jeg i tunge stunder,
og saa talte mange fler.
Men siden jeg selv det har prøvet,
jeg siger det aldrig mer.
For hvad kan du vente at vinde,
hvor du ei har indsats gjort?
Sæt ind, hvad du har! Da blir seiren
hvad eller tabet stort.
Og skulde du miste det hele,
da berg dig som bedst du kan –
hvad eller gaa – taus – udaåaf spillet.
Saa sømmer det sig en mand.
– Thi dét var ei værst i livet,
om alle ens drømme gik under.
Det værste det var at leve
de tomme tusmørkestunder.
– En dag kun i svidende smerte,
en nat kun i svimlende lykke!
Aa – hellere det end at visne
langsomt stykke for stykke!
Og fik du ei sommerlang lykke
med soldages mætte fred –
det var dog en stormende vaardags
regnbueherlighed.
Og fik du ei himmelhøi jubel,
saa fik du dog havdybt savn.
Og derfor: velsignet, velsignet
være alt livets navn!