V.

Lille Viwie! Lille kjære Vivie! Du vil nok sidde hos mig, til jeg skal bort ‒ ikke sandt, du? Mine øine er så trætte af at våge og af

at vente, men nu blir det snart aften, og solen går ned, og skyggerne blive så lange . . . At ikke vognen kommer snart, kan du se den bortefter veien, ‒ den svære, stygge

vognen, som ser ud som en ligkiste. For jeg skal lægges ind i den ikveld, og kjøres langt afsted, og bæres ind i et halv mørkt rum, hvor nogle sorte koner, som jeg

ikke kjender, går lydløst omkring med hvide, alvorlige ansigter, og hvor der er mange fremmede mennesker, som alle ligger og skal dø.

Og alle øine skal lukkes, og alle hjerter skal glemme mig, og når det begynder at mørknes mod nat, og jeg ligger med hovedet vendt mod den blege, døende dag, og mine

øine nølende slipper den sidste lysstrime, og mørket vælder ind, da begynder den klagende melodi at nynne omkring mig. Og jeg ved ikke, om mørket er tonerne

eller tonerne mørket, men jeg synker dybere og dybere ned i en kvalfuld hede, ‒ det er som hele værelset er en eneste sort lue, der lang somt smyger sig rundt hele mit legeme, ind

til jeg tilsidst ligger i et eneste bål af smerte. Og melodien slår op om mig i store ubarmhjertige bølger, og jeg skjuler mit ansigt i puden og hvisker ud i mørket: “Min gud,

min gud, hvorfor har du forladt mig?” . . . . Lille, kjære Viwie! Du lægger din svale barnehånd på min feberhede pande; ‒ å bliv

hos mig, Viwie, for det stunder mod aften, og dagen helder. Et menneske, som skal dø, er så armt og så fattigt, og når jeg nu snart skal sige farvel

til dig, Viwie, da siger jeg farvel til den sidste, jeg holdt af her i verden. Og det blir så stort og tomt omkring mig, og det er som basuners lyd og mange

vandes brusen: “Om jeg end skal vandre i Dødens Skyggers Dal, frygter jeg ikke for ondt; thi Du er med og Din Kjæp og Din Stav, de trøste mig.” Det lærte min mor mig, da jeg

sad på hendes fang, og da var det så mildt, men nu er det som tordenens drøn og som mange klokkers klang. Men jeg har ingen gud, Viwie, de tog

ham fra mig i min barndom, de tog alt fra mig Viwie, alt, alt! Uden rædselen. Den kunde de ikke tage. Den beholdt jeg.

Og derfor må jeg endnu engang gå ensom over vidden, ind i natten. Men når jeg så har stridt natten tilende, da er det søndag og kirkeklokkerne kime, og

min mor og jeg går til kirke. Og alle springvand skal tie i den lyse dag og alle bankende hjerter få fred. Og når så orgelet begynder at spille, da

vil vi alle falde på knæ og bede Viwie: Fadervor, Du som er i Himlene . . .