Udover

Kom op paa dækket og se for et veir: skummet i sprøit over baaer og skjær, solblink i sjøen, snart fjernt, snart nær, helt udimod havbrynets rande.

Men indover stryger en trækfuglehær, med lange vinger og skinnende fjær; nu synger de sommer i lande! Ja se! der ligger det unge land,

som ved, hvad det vil, og ved, hvad det kan. Han brisker sig svare den helvedesbrand saa høi og saa hvid opmod polen. Han ligger der bred under jøklernes rand

og ser sig omkring og ved godt, at han er fagreste land under solen. Hvad pokker bryr han sig om kunst og sligt, om alt vort forbandede drøm og digt?

“Syng sange, salte som hav om kyst, syng koldt og haardt som mit graastensbryst. Jeg ler af jer sorg, jer klynk og jer klage, af elskovsfølelser bløde og vage.

Anstrengte nerver! Hvad er det for slag? Jeg havde det aldrig en eneste dag, saa skal I dog heller ei ha’ det. Nei, lad mig saa heller faa trolde og bjørne

i hvert et hus, paa hvert eneste hjørne. Det er andre karer ‒ med kjød paa kroppen, ben i næsen og sinne i toppen. Jeg trænger jer ei. Jeg er sund og frisk.

I kan dyrke min myr og drage min fisk. I kan klæ’ jer i vadmel og æde min graut; hvis ei, er I nogle elendige naut.” Det er noget til gut! Han er gild og ødsel!

Han er storkar, han, og kakse fra sin fødsel, Han knuste saa tidt med sin barkede finger de skjønneste, skjæreste sommerfuglvinger. De fineste sind og de sarteste sjæle

han undte to fattige ligkistefjæle. Han trængte dem eii Men døde en evne, saa spired ti nye i fjeldenes revne. ‒ Men kom der saa nogen og krænked hans ret,

saa blev han rent spillende sint med ét og rød som en hane i kammen: “Næi, kom ikke her med sligt vrøvl og bedrag! Egne konsuler, rene flag!

Hvis ei: republikken imorgen den dag . . .” Jo, det er noksaa morro altsammen! Der er luende evner og blod i brand, der er vaar over hele det deilige land

med løvspring og sollyse dage. Jeg stiller mig høit ved det knagende rat og svinger indover til afsked min hat; ‒ og landet smiler tilbage.

Saa bærer det fremad i morgenens glans, det blinker henover de fossende bølger, og sjøerne stimer og sjøerne følger, hurra, det er dog en munter dans!

Og se, der kommer sydosten brusende, og skibet krænger, ‒ nu gaar det jo susende ‒ tauge, som piber, og seil, som slaar, gutter, som raskt op i riggen gaar.

Fugle, som flakser og skraaler for baugen, minsandten, derude der seiler jo draugen! Indover drysser det sjøsalte skum, rundt om gaar havet med sang og med brum.

Jeg ved ei hvordan, ‒ men her er ikke rum for tunge og sorgfulde tanker. Og saa ud tilhavs! Det stryger støt for en feiende solgangsvind.

Mod nord synker landet i havet blødt, i skodden skinner det, sollyst, rødt: den sidste synkende tind!