Det lukked sig for mig det sidste syn;
så damped det hurtigt afsted.
Havet lå blankt og solede sig
i middagens døsige fred.
Jeg stod og stirred, hvor synet glap,
og sang på et salmevers.
Da nynned det med ‒ så dæmpet og fjernt
fra taug og fra mast og mers.
Det ringed så tungt derinde fra land,
det ringede over en død.
Og klangen drev ud i den solfyldte dag
så underlig dirrende blød.
Var det de fagreste ungdomsår,
som svandt med den sidste tind,
var det min deilige sommertid,
som ringtes til grav i mit sind.