Vi møder ei længere skuder
med raaseil og vimpler røde.
Havet er graat og regntungt
og ensomt og goldt og øde.
Og landet, vi ser langt inde,
er Tunis det sorte, døde.
foruden menneskebolig,f
oruden blomster og grøde.
Kun ørkenvinden, den hede,
henover kysten hviner,
piber saa langt og sælsomt
imellem de graa ruiner.
Kun ørkenvinden og havet,
som tungt imod stranden blunder,
kjender den store verden,
som længst er død og gaat under.