Jeg går på dækket rastløst frem og tilbage. Aftenen falder på; en sur, kold regn siver henover sjøen og lægger sig som et gråt spindelvæv over min frakke.
Jeg har havt en tid fuld af modgang, en tid, der har gjort det af med mange års illu- sioner. Og mens jeg opholdt mig derude i det fremmede land, kom efterretningen om,
at hun var farlig syg, og at jeg straks måtte komme. Jeg har gået hele dagen omkring i den store by så besynderlig sløv, uden egentlig at
forstå nogenting; ‒ men som jeg nu går på dækket ved aften og nogle lange dønninger kommer dragende indover fra havet, som ligger sort og truende derude, da kommer den kvæ-
lende angst, og det står for mig så vist og ubønhørligt afgjort, at nu er hun ikke mere ‒ nu er hun ikke mere, Jeg læner mig til rælingen og det er, som
jeg tilsidst synker sammen, og der kommer over mig en mat lede, en sløv, smertelig hjælpeløshed. Vinden tar til, fyger henover havet, der
toppes hvidt og brummer vredt og kaster sig mod skibets baug i tunge sjøer. Det lider mod nat. Himlen er sort, og havet er sort; ‒ alt omkring mig synker ind
i det store sorte, og gjennem mørket flyver den hylende storm. Henne på fordækket står nogle heste bundne. Sjøgangen gjør dem urolige ‒ de
snøfter og spænder i dækket, og engang da et salt sjøsprøit skyller henover deres rygge, steiler de høit og udstøder nogle lange gurg lende skrig.
Når jeg på min vandring frem og tilbage over det gyngende dæk kommer forud, hører jeg undertiden et barns klynken, og jeg skimter utydelig en sort bylt liggende længst forud.
Det er en kone som ligger med et spædbarn i læ af en kasse. Nys, da jeg gik forbi hende, så jeg, hvor hun var bleg og syg, og hvor- ledes hun halvt sansesløs trykkede sit frysende
barn op til sig. Sà kommer der en matros henover dækket med en tændt lanterne, hvis skin flakker uro ligt henover for hvert skridt. Han klattrer
op på rælingen, surrer lanternen fast i kassen og skynder sig atter ned i kahytten. Endnu en stund står jeg og ser ud i mørket, og gjennem sjøens brusen hører jeg
de evindelige lyd: maskinens tunge stempelslag, hestehovenes stampen mod dæksplankerne og barnets sagte klynkende grådt Så går jeg langsomt ned i kahytten En liden svag
lampe gynger under taget, og rundt om på sofaerne skimtes blege ansigter som lyse plet- ter i dunkelheden. Jeg sætter mig ved bordet under lampen
og støtter hovedet i mine hænder. Og den kommer atter over mig, denne angstfulde vished, om at hun nu er død, og jeg sidder længe ubevægelig og kjender en
sort tomhed æde om sig inde i brystet. Da er det nogen, som uden videre skub ber mig væk; ‒ jeg ser op: det er en opvarter, som ganske rolig dækker på bordet. ‒ Jeg
væmmes ved madstanken og lister mig op på dækket. ‒ Jeg famler mig hen til røgelugaren; der er ikke tændt lys, men jeg sætter mig derind alligevell Herinde er mørket endnu
dybere end udenfor og ensomheden større. Men pludselig synes jeg, som jeg blir så fremmed for altsammen, det er som jeg står udenfor det hele og ser mig selv famlende
om etsteds langt borte, og jeg ler høit. Og jeg hører min egen latter, hvor den klinger fremmed, og jeg bliver helt bange for at være alene.
Så trykker jeg mig opi en krog og blir siddende slig længe uden at røre mig. Uden for hviner stormen i taugene, og nu og da, når skibet krænger sterkt i sjøerne, kommer
der et kort klemt fra skibsklokken. . . . Men der er såmange lyd inde i stor men, nei, ikke her, men langt derinde, . . . stundom er det som der kommer en tonesus
fra et stort orkester . . . Eller er det kanske vinden, som rusker i trærne? Men alle blom ster er jo faldne, der hænger bare en stor, ensom klokke og slænger hid og did på den
yderste gren. Og så er det en liden hvid hund, som kommer springende bortover græs plænerne og følger mig lige i hælene. Jeg vil jage den fra mig, men den vil
ikke og står bare taus og ser på mig med store menneskeøine, og jeg vil springe fra den, men stadig er den lige efter mig . . . Så er det inde i en kirke, der smutter den
lille hvide hund ind og ud mellem de mørke bænkerader, og der sidder bare en gammel kone i hele kirken, men oppe ved alteret knæler en ung kvinde . . . Og du kommer
hen til mig så ganske nær; og du ser mig lige ind i øinene og lægger din hånd på min skulder, og du smiler varmt og lyst og siger ganske høit: “Skal vi så danse vor vals?”. . .
. . . Jeg er med ét lys vågen igjen, men den glade stemme klinger endnu i mit øre, og jeg synes at føle, at der er noget som lever omkring mig.
Jeg springer op og skriger ud i mørket: “Hvem er det?” Og atter føler jeg det leve og ånde omkring mig, og jeg styrter ud på dækket. ‒ Og der slår om mig et hyl
som af alle helvedes ånder det er latter og det er skrig og høit over skibets baug slår lange lysende sprøit, som derpå feies lig en rasende styrtregn henover dækket.
Rundtomkring skibssiderne står hele havet i kog med skum og skavl, og så langt jeg kan se ind i mørket, er det bare de vældige bølger, som kommer væltende imod os fra
alle kanter som mørke sjøuhyrer, og vort lille skib arbeider sig skjælvende og prustende af- sted imod dem; og det er som seilede vi ind i det store sorte intet.
Jeg har atter måttet ty ned i den kvalme kahyt. Ved bordet sidder opvarteren og to jydske hesteprangere og spiser tilaftens. De er alle i glimrende humør, og ler hjertelig af
hverandres historier. Jeg trækker frakken af og kaster mig fuldt påklædt i en køie. Jeg ligger med øret trykket tæt ind mod væggen, som snart be-
graves dybt i vandmasserne, snart løftes høit op, så sjøen risler ned på alle kanter. Men nu og da kommer en vældig bølge og slår som med en kjæmpes knytnæve mod
baugen, så hele skroget skjælver, og brådsjøen vælter sig i fos over dækket. Så blir det ganske roligt en stund, jeg ligger og lytter og lytter. Jeg kan ikke høre maskinen ar-
beide, men endelig kommer de fjerne lyd, og jeg ånder ud, som om jeg havde lyttet efter en døendes sidste pulsslag. I køien ved siden af mig ligger en liden
mand, ganske krum af sjøsyge Han har lukket øinene og er ganske gråbleg i an sigtet, og hvergang skibet duver ned ad en endeløs bølge, ynker han høit.
Men midt på gulvet står hesteprangeren med hvid nathue på hovedet. Han ler med sin store mund og viser de sterke tænder, ‒ så sparker han sine støvler af sig og synger
med tordnende, altoverdøvende bas: “Bøljen, ja bøljen den ruller imod land ‒ la' den rolle, la' den rolle si'er jeg.” Så lægger han sig også, lampen slukkes,
og lidt efter lidt blir det roligt i kahytten. ‒ Jeg ligger og stirrer ud i mørket; og tilsidst forekommer det mig at være så underligt gult; ‒ for mine øine former der sig så
mange sære ting: store planter med tykke blade og opsvulmede frugter; men alt er i en uafbrudt strøm, det driver stadig videre og videre over mig, og stadig kommer der nye
planter forbi. Men indimellem kommer nu og da flydende noget forunderligt blegt; i førstningen er det utydeligt og langt borte, men det kommer nærmere og nærmere, og
tilsidst ser jeg, at det er druknede mennesker med åbne munde og stive øine, som stirrer på mig. Kvælende langsomt strømmer det lunkne
havvand over mig, og alle mine lemmer blir tunge som bly, og jeg synker dybt, dybt ned . . . . . . . Hvorlænge jeg ligger slig, ved jeg ikke;
men langt ud på natten vækkes jeg af et fortvivlet skrig. Jeg farer op sikker på, at det nu er forbi. Men i mørket høres en stemme, halvkvalt af
rædsel, hvæse: “Få hunden ud siger jeg, den sorte hunden, som står foran køien. Få den ud, siger jeg!” Jeg sidder overende i køien: her er en
hund herinde, jeg synes, jeg ser dens skygge glide henimod mig, og jeg tror at føle dens hede ånde opi mit ansigt. Som en rasende slår jeg omkring mig med armene, men i
samme øieblik tændes en fyrstik i den anden ende af kahytten, og jeg hører den ene heste- pranger spørge, hvad djævelen det er. I det spæde lys ser jeg en hvid skikkelse
vælte sig på gulvet, med krumme arme og strittende fingre. Fyrstikken går ud, en ny tændes, og den stakkels mand blir lagt op i køien igjen. ‒ Imidlertid er de blevne lys
vågne inde i damekahytten, jeg hører gråd og hulken derindefra en hvinende stemme gjentar i det uendelige: “Vi går under, vi går under.” Og midt opi al tummelen be-
gynder så en gammel kone at bede fadervor med høi, lydelig stemme. Endelig blir de dog alle beroligede, og en stund efter er atter lampen slukket, og kun
stormen og sjøen høres. Og da kommer atter det lunkne havvand strømmende imod mig, først piblende dråbe for dråbe, men stadig voksende, indtil det til-
slut blir en svær, grå masse, der puffer sig frem lige mod mig og lægger sig over mig som en ækkel, blød manæt med slimede, led deløse fangarme. Og det fører mig ned på
dunkle dybder, hvor alt svulmer, tykt og gråt . . . . . . . Det er næste natt Det svundne døgn
ligger bag mig som et tungt mareridt. Men nu er vi snart hjemme. Hjemme! I den dødsstille nat glider dampskibet
næsten lydløst frem gjennem. det dybe vand. Det risler og silrer foran baugen, der jeg står og stirrer ind i dunkelheden. Nu og da glider en bølge af varm duft forbi mig fra det
slumrende land, som ligger bredt og disigt i sommernatten. Jeg sætter mig på bænken længst forud, og den evindelige lyd fra vandet dysser mig
ind i en svag dvale, og tilsidst lukker mine øine sig i fredelig slummer. Og jeg har en deilig drøm: Det er en blå sommerhimmel, hvælvet høit over blomster-
hvide trær. De står i tungt, skinnende skred nedimod jorden, men inde bag trærnes skygge, hvor solskinnet kun trænger gjennem det tæt virkede blomstertæppe som en svagtrød gløden,
der sidder du i slank, lyseblå kjole. Så tankefuld sidder du med bøiet hoved og hænderne foldede i skjødet. ‒ Det er ganske dunkelt herinde i den dybe allé, men ved det
mindste vindstød går der som et hvirvlende sneveir henover græsset, og der er to blade, der flagrer nedigjennem solluften som to legende sommerfugle, og de blir hængende
og gynge i halsens dun, der kruser sig i solen som gyldent spindelvæv. . . . . Jeg vågner ved at dampskibet støder mod
bryggen. I halvsøvne ser jeg mig omkring, og jeg føler mig atter hjemme igjen: ‒ den forfærdelige reise er over, og rundt om mig aner jeg en af disse vidunderlige sommer
nætter med tusmørke og duft. ‒ Men idet jeg reiser mig, slår atter angsten kold og svidende ned i min overtrætte hjerne, mine øine blir så vågne og så åbne; ‒ jeg skynder
mig fra borde og går hurtigt opad gaden. Den ligger ganske mennesketom hen mellem de høie, mørke huse, og ekkoet af mine skridt lyder kort og skarpt. Hurtigere og hur
tigere går jeg opover, jeg brænder over hele legemet, og i sløv fortvivlelse begynder jeg at bede til gud: Du må hjælpe mig nu herregud. Hører
du, gudfader i himlenel Du må jo se, at jeg ikke kan holde dette ud længere. Du må ikke ta den fattiges eneste lam. Såsandt du er deroppe, så må du ikke gjøre det. Hører
du, gudfader, himmelens og jordens skaber, du må ikke, du må ikke . . . Nei hys, jeg bare ber dig, jeg ber dig af din store nåde, jeg råber til dig af dybsens
nød. Herre gud, herre gud! Men angsten stiger, og jeg begynder at springe opover gaderne. Jeg kjender gråden tyk i halsen, og knytter hænderne, så neg
lerne skjærer ind i huden. Snart står jeg ved alléens begyndelse; jeg stanser forpustet ved det nederste træ og læner mig opimod dets stamme. ‒ Springvandet pladsker så
tungt og lydt, og med hovedet støttet mod den hårde bark græder jeg ud.! Så tar jeg mig atter sammen, går skridt for skridt opigjennem alléen og stanser ved
havegrinden. Hele huset er sort og lukket, det er mørkt i hendes værelse; men hjørnevinduet står åbent; morgenrøden skinner svagt i de to
øverste ruder. Havegrinden skriger på sine hængsler, da jeg abner den; så forsigtig lister jeg mig opad gangen ‒ ganske stiv af spænding. ‒
Porten står åben; jeg går ind i den bæl- mørke gang og famler mig hen til trappen. Jeg får fat i gelænderet, og skridt for skridt sniger jeg mig opad trinene. Sà står
jeg for entredøren. Min hånd tar skjælvende i låsen. Døren er stængt. Og jeg tør ikke ringe for ikke at vække hende; jeg må vente til imorgen; men hvordan i guds navn skal
jeg holde ud at vente til imorgen! Jeg lægger mig på knæ og trykker øret mod nøglehullet, med mine hede hænder tryk ket mod det kolde, ruflede glas.
Ingen lyd. Bare det dybe, dybe mørke. Og halvt sansesløs støtter jeg hovedet mod håndgrebet og ånder ud . . . . . . Det er en liden, sød, vammel lugt,
som kribler i næsen, ‒ jeg spærrer næse- borene vidt op, så blodet tilsidst hamrer i hjernen, og mine hænder krammer krampagtig opover glasset. ‒
Jeg raver op, sjangler udover trappene udaf porten, ud, ud! Men som en stor bølge kommer hele den varme sommernats duftfylde væltende over
mig ‒ duft af syrener, hæg og kastanjer, kvælende, væmmelig sødladen lugt. Den forfølger mig ‒ liglugten, ‒ hele verden lugter lig inat! ‒
Som en afsindig styrter jeg frem gjennem alléens mørke, nu og da dasker en tung blomstergren mod mit ansigt, men jeg slår omkring mig, hugger mig vei med armene,
så der falder et helt blomsterdrys over mine klæder. Udover veien løber jeg, uden at turde ånde, med hænderne for ansigtet; men det
er som duften trænger sig ind overalt, jeg kjender den gjennem alle legemets porer. ‒ Udifra veien går det, udover engene, til jeg omsider synker udmattet om i det våde græs,
gnurer mit hoved ned i væden og borer mine hænder dybt i den kolde jord . . . . . . .
Cookies on Poetry Cove