I dagmorges da jeg vågned,
ved jeg ei, hvad der var fat:
alle hæggens hvide blomster,
de var sprungne ud inat.
Alle hægg hvide blomst
skinnede i morgensol,
og for første gang fra skoven
hørte jeg, at gjøgen gol.
Og med engang alt jeg husked
‒ husked alt ifra igår.
Blodet stansed i mit hjerte,
å min Gud jeg ved ei selv
Hvorfor bruste alting om mig,
endskjønt gråd i brystet brød,
hvorfor lo jeg som en dronning,
mens jeg ønsked jeg var død?