Du sad under lampen med bøiet hoved.
Og det rigtgyldne ildslys
svømmede kjælende nedad din nakke,
legte indunder chemisens blonder
og strøg om de nøgne arme.
Den brune, lystige plet paa din skulder
skotted bortmod mig og spurgte mig smilende:
Vil du ikke kysse mig ikveld?
Jeg sad kun og saa paa dig.
Saa paa dine øienlaag og saa paa din pande,
saa hvordan kinden sig barneblødt runded
ned mod den slanke hals.
Og hjertet blev mig saa stort derved,
og sindet blev mig saa fuldt derved
af tak og bævende vemod.
Da løfted du langsomt det smukke hoved,
da aabned du langsomt de kjære øine.
Og blikkene mødtes saa varmt og saa længe
i et bristende smils
uendelige ømhed –
– – –