Der sidder en ældgammel, sortklædt mand
hvide mansketter og knokkelhænder,
sigd og rindende timeglas,
grin om de glisende dødningetænder.
Han læser en underlig, bindsterk bog
med mylrende tuseners stambogssange.
Nu har han sat længe, men læser dog end,
for rimene er så uendelig mange.
Og gamlingen læser og sætter tegn
og punktum finale, når verset ender.
Der stiger som suk fra den store bog;
da ler den gamle, og bladet han vender.