Gravene ligger i maaneskin,
kosrene suser i nattevind,
klokken i taarnet slaar tolv.
– Da svæver henover gravenes straa
to lysende skygger, saa tyste og smaa,
to hvide, flygtende sjæle.
De svæver stille mod kirken bort,
og der, hvor dens skygge er dyb og sort,
glider til ét de sammen.
Gravene ligger i maaneskin,
korsene suser i nattevind,
taarnurets viser kun lever.