Sidste nat

Så kommer atter den forfærdelige nat! Sygelampen står tændt på bordet bag mig og breder et svagt lysskjær udover værelset. Jeg ligger hen i en mat døsighed efter

den dulmende medicin, jeg fik for lidt siden. Vågekonen har lagt sig på sofaen; hun sover allerede; jeg hører hendes tunge, sunde andedrag.

Hvor alt er underligt inat! Så høitideligt tyst, som i et helligt kapel, hvor alle andagtsfulde dæmper sin tale. Slig er det herinde.

Hvereneste nat, når jeg vågner, hører jeg det hviske rundt om i værelset. Reiser jeg mig og spørger, om der er nogen, så svarer ingen, så tysner alt; men straks

jeg lægger mig tilbage, begynder det igjen. Og så er det tillige sligt uveir inat; stor- men pidsker regnen mod ruderne; det lyder som rappe fingre, der trommer på glasset,

og jeg har lagt mærke til, at der nu og da stryger et koldt luftdrag gjennem værelset. Jeg ved ikke, hvad det kan være; kan- hænde det er feberen, der kommer.

Og så synes jeg, at Viwies rose der på bordet har lukket sig tættere sammen; bare det ikke er for koldt og klummert for den herinde.

Den er jo endnu så skjær og lys og ung: men det varer vel ikke længe, før den sprin ger ud; . . . tænk om den da kom til at ligge fyldig og duftende mellem mine stive

hænder . . .! Eller på kisten, der den stod i det dystre kapel, overdynget med rige, kostbare blomster, mens der lød dæmpet hvisken fra de mørke

kroge, og orgelet spillede en salme. ‒ Nei, ingen salme, ‒ spil en vals, en strålende, jublende vals; ikke sandt, dere har lovet mig det?

Hys, de spiller alligevel en salme, og nu hæver dybe mandsræster sig: i langsomt følge kommer tonerne som en flok sørgmodige oldinge, der vandrer mellem grave, og trætte

synker de i mørket, som visne blade en sen høstdag. Øverst i kapellet har de tændt et enkelt blus, som skinner svagt henover alle kistens

hvide blomster. Salmens toner svinder sagtelig; og varligt løftes kisten op og bæres nedigjennem den høie, dystre hvælving ned til kapellets dør og

ud i natten. Som et hylende, sultent dyr kommer stor men springende over gravene, feiende med sig blindende sne og visne kranse, rivende de

skjære roser af min kiste og tumlende dem som lette snefnug. Men så daler de atter, tættere og tættere, dynges i tunge fonner på min kiste, så den

tilsidst blir stor og høi af snehvide roser. Stanser så det stille tog ved en sort, gabende grav, de dybe mandsrøster hæver sig atter, men klangen rives istykker af den

rasende storm; og så lyder det fjernere og fjernere . . . tre dumpe døn over kiste- låget . . . de kaster muld over mine roser . . . sort jord . . . af jord er du tagen og til jord

skal du blive . . . Taushed, nat og havdybt mørke. ‒ . . . Det er en hånd, som famler opover brystet, stryger så nedover armen, får fat i håndledet,

klemmer det hårdt som i en skruestikke og drager mig afsted. Længe går vi, og jeg ved ikke hvorhen; men tilsidst skimter jeg en lang, vissen slette

med et eneste nøgent træ sprikende op imod himlen og en liden sti, som smutter angst forbi og blir borte. En vid, vissen slette under en månegrå

himmel; et sygeligt lys, der ikke er dag og ikke er nat, kun blind, bleg skumring. En skjærende skarp lyd hviner over slet ten; jeg ser did, lyden kommer fra: det er

en sort hund, som står under det nøgne træ og hvæsser sin tand på dets bark, idet den nu og da skotter hen imod mig. Ved træets fod sidder en skikkelse i lange,

hvide klæder, med bøiet hoved og hensunken i dybe tanker. Endelig lægger hunden sig ned, men straks lyder der klokkeklemten fra alle verdens kan

ter dumpt, uheldssvangert ud i den blege skumring, spændende en vældig lydring om kring hele sletten. Ude i synsbrynet stiger der rullende røg

og sittrende lyn, og klang og røg kommer nærmere, vælter vældigt henad sletten, og i angst kaster jeg mig på jorden og trykker hænderne for øinene.

Da jeg atter vover at tage hænderne bort, er alt stille. Jeg ligger ubevægelig og ånder ud, dybt og længe. Men pludselig stryger en våd dyre-

snude prustende henover min hals, og jeg farer sammen og springer op. Det er den sorte hund, som står over mig med fråde om munden og fosforglans i de

syge øine. Den hvide skikkelse derborte har reist sig, nu vender han hovedet herhid . . .! Hunden springer hylende ind på mig med

glubske glæfs, og den krumme skikkelse skridter imod mig med lange steg og stræk- ker sin knokkelarm ud mod mig. Men nu føler jeg, at livet er over mig:

som en rasende springer jeg mod ham, slår armen bort med min knyttede næve og skri ger: “Rører du mig, da knuser jeg dig, knækker hver knokkel istykker over mit knæ

og knaser din skalle under min fod! For jeg har et liv, som står og venter, en himmel som smiler så høi og blå ‒ alverdens deilig- hed har jeg”

Vor vals, vor vals, vor strålende vals . . . en klingrende flom af toner, og hvide blomster ‒ eller er det svanedun? ‒ se, som det drysser og glittrer ned gjennem den solflim

rende luft . . . og jubel i mit blod, ja jubel i mit blod . . .! Jeg sidder og ser og ser, til mine øine blir store og våde, og du sidder hos mig og

du spørger mig i angst glæde: Hvad er det? Og uden at vide, hvad jeg siger, svarer jeg: “Dette er livet.” Og du spørger mig atter: “Hvad er det?”

Og atter svarer jeg sansesløs: “Dette er livet!” Og i vild jubel sønderriver jeg mine klæder, og strækker mine nøgne arme op i den sol-

varme luft; jeg kjender blomsterbladenes kil- dren nedover brystets hud, og jeg græder og ler af glæde. Så kommer der en stor svane flyvende

gjennem blomsterdrysset, og bladene står i skumhvid sprøit om dens barm, der den skjærer den stille lukt. Og jeg slår mine arme om dens hals, og

høit går det i den blå, skinnende solluft, til alting forgår ‒ himmel, jord . . . og det bare blir sol altsammen . . . . . . .

Hvad er det, dere vil mig? Er det vågekonen? . . . Hvorfor skulde De vække mig just nu, kunde De ikke ha ladet mig sove i fred . . .

Ja, om så var, at jeg ynkede mig i søvne, så skulde De alligevel ha ladet mig i fred. For jeg er så forfærdelig træt og så tung i alle lemmer . . .

Er det medicinen, De har der? Tak. Nu blir det så godt . . . altsammen . . . det er som gik en sval susning gjennem blodet . . . Hys, her må være ganske stille herinde!

Har De lagt Dem? Sig mig, kan De forstå, hvem det er, som sidder herinde og hvisker og tisker rundt i alle kroge? Kan De ikke bede dem være rolige om natten ialfald!

Hys da mennesker! Ved dere ikke, her er syge folk i værelset? Og så holder en min hånd; ‒ nu er den så veg og vissen, og jeg er så træt, at øinenes

låg lukkes . . . Men der er en, som holder min hånd og trykker den svagt. Jeg kjender det håndtryk; der ligger så

forunderligt meget i det, jeg kjender det, ja jeg kjender det så godt, du . . . Tak ! Tak fordi du kom inat !

Inat da den store høitid er. Sabbaten. Inat da døden kommer. Du må holde mig i hånden, når han kom- mer; du må være med mig da, du! For å,

det er så ondt at skulle dø, det er så svært, så svært! Ikke sandt ‒ du vil være hos mig hele tiden, være med mig ind i den skinnende

høitid, sabbaten, fredens hvide fest. Det er derfor, der er sligt måneskin inat, sligt deiligt, dødsens stort måneskin udover hele verden.

Ser du: himlen synker ‒ hele himlen! Et faldende hav af taushed, knugende sammen med sin store sørgmodighed og ræd- selsfulde stilhed, ‒ sabbatens stilhed.

At der ikke kommer et skrig, du, skarpt og skingert, flængende månesløret i lange, forbittrede flager, splittende istykker stilheden, et helvedeshyl fra himmel til jord . . .

Ja for, ved du hvad det er? Jo, ser du, skriget, det er det som ligger herinde og brænder, skriget, som aldrig får luft, som er kvalt i alle de lange år . . . å

gud, du, det er længselen, den uendelige hulkende længsel . . . Du trykker taus min hånd; ja, jeg skal tie. ‒

Jeg skal tie, for natten er så lys, og når du trykker min hånd, da blir min sjæl så hvid og så stille og så langt borte. Men så må du love at være med mig og

sidde hos mig på bænken, du ved nok. Og så vil jeg læne mit hoved mod din skulder og lade mit blik glide ud i månedisen. Og alt det faldende lys, se det er dit

ansigt, og det er dit krusede hår, og nat- himlens havdybe blå, det er dine øine. Og de hviler underligt og længe på mig, og de spørger mig sørgmodigt om noget, dine øine.

Og de spørger mig, om jeg elsker dig. Men jeg kan ikke svare dig, jeg bare ser og ser ind i dit unge ansigt og hårets gyldne lysbrus og dine dybe, deilige øine.

Langt og bedrøvet ser du på mig, og så blir det borte altsammen. ‒ Og lyset blegner, og atter falder hele himlen, stor og ustanselig.

Alene er jeg midt i natten, og jeg støtter hovedet i mine hænder, og atter ser jeg dine øine for mig, store, spørgende. Nei, nei, nei, slig har jeg aldrig elsket

dig, slig har jeg aldrig tænkt på dig, ‒ nei det var noget ganske andet, du kjære, det var mine tankers tungsind og mine drømmes ve mod, og længselen, den uendelige, hulkende

længsel, den har du eiet. Og dog, ‒ nei jeg kan aldrig få sagt dig det, aldrig få forklaret dig det; jeg kan end ikke hviske det til dig en tusmørk time, når

sjælene aner . . . Jeg sidder og lytter og lytter, om jeg ikke skulde høre dine kjendte skridt ; men jeg hører intet andet end springvandet, som risler

og plasker så døende langt i månenatten. Så sukker det langt bagved mig; eller kanske det var nattevindens sus i trærnes tunge løv.

Jeg vender mig om; men jeg ser bare en lang, dødningebleg månestråle, som snor sig kold ned gjennem dø store blade, jeg stirrer angst på den og flygter ind i alléens

dyb og ud på den vide slette. Og forladt af alle, af dig og hele verden, vandrer jeg uden gråd og uden sorg ind i dødens dal.

Men midt på den øde mark ser jeg en skinnende hvid skikkelse. Han kommer hen til mig, og han tar mine vege, visne hænder mellem sine varme, og han lægger sin arm

om mit trætte hoved, og han hvisker mildt i mit øre: “Fred være med din sjæl!” Og der falder fred i min sjæl, og jeg støt ter mit hoved til hans arm og ser ham ind i

hans lyse ansigt. Og jeg spørger: “Er du Jesus Christus?” Og han svarer: “Jeg er sjælens evige fred.” Mellem de halvtlukkede øine skimter jeg

den dunkle himmel, og som en søvngjænger går jeg langsomt videre med ham. Så står vi oppe på et såre høit bjerg, og i månenatten skuer vi vidt ud over alverdens

riger, alverdens herlighed, alverdens jammer. Og vi ser et stort syn af smerte: sorg i alle sjæle, synd i alle sind og angst i alt liv. Og i nattens vældige ensomhed, i høstens

månelyse stilhed ånder han hen de ord: “Al- verden lider og er sammen i sin smerte.” Da synker jeg til hans bryst, og atter får Øinene tårer, og jeg hulker høit: “Men jeg

har forhånet dit ord, og jeg har bandet dit bud og slettet dit navn af mit hjerte.” Men han stryger blødt mit hår, og han siger: “Jeg har intet navn uden dette: sjælens

evige fred for dem, der ere besværede.” Så lægger han sin hånd over mine øine, og straks er vi inde i et stort lyshav: skin- nende soldis, så dybt jeg kan øine, så høit

mit syn kan nå. Og som jeg vågner, kjender jeg endnu varmen af hans hånd over mine øine. Langsomt åbner jeg de tunge låg; jeg ser

ind i en uendelig tindren, en glittrende sol- strøm falder henover mit ansigt. Det er dagen, som er kommet. Den store sabbatens dag. Med hvilens stilhed og alle

de brændende lys. ‒ Eller mon det er hermelin, det hvide, som skinner derude? Min hvide hermelinskåbe, hvorover nattens

store hænder strøede det fine diamantstøv? Men det er dine hænder, du deilige dagens sol, det er dine varsomme hænder, som stryger henover min pande.

Du stænker vievandet på mine øine, det varme, hellige purpur. Og det unge blod fra de åbne årer, solens blod i dybe bølger. Ja jeg vil være med dig, jeg vil være

med dig alle, alle dage! Og du lægger hermelinskåben om min sjæl, og taus og tryg vandrer jeg med dig den ensomme gang ind i stjernefreden ind i

den sabbatsstille høitid . . . Jesus Christus!