Paa en mandolin med smekkre,
blanke sølverstrenges rade
vil jeg spille dig, min elskov,
for en dæmpet serenade,
Du! Du!
medens nattevinden suser
sagte i jasminers blade.
Maanen seiler guldbleg gjennem
lette skyslørs matte flammer,
aander alvefine straaler
mellem havens tause stammer.
Du! Du!
Jeg vil bede maanelyset
stryge stilt ind i dit kammer.
Der er kun én fugl, som synger,
dæmpet, lokkende histude,
medens maanestraaler varsomt
glider om din hvide pude.
Du! Du!
leg vil bede fuglen nynne
hele natten ved din rude.
Alle roser og jasminer –
hvor de dufter allesteder.
Og igjennem juninatten
deres sødme blødt sig breder.
Du! Du!
leg vil bede alle blomster
dufte for dig, hvor du træder.
Se, et tog af hvide engle
svæver ned fra fjerne heie.
Alle blomster bange bæve
og for skaren dybt sig neie.
Du! Du!
Jeg vil bede alle engle
værne alle dine veie.