Vi sad og talte sammen
vi to.
Udenfor blunded den hvide vinter,
rundt om os hvilte den tause verden.
Sent paa natten og stille.
Kun maaneskinslampen var tændt.
Om alt vidunderligt
blaanende, svimlende
hvisked vor stemme.
Om majsol og elskov
i det fremmede, –
ja, om afteners fryd og om morgeners glæde
talte vi to,
vi, som sad sammen
ved nat i sorg.
Da blev mit hjerte saa tungt.
Jeg stod op og strøg mig over mit hoved,
trykkede din haand og smilte.
Gik og slog døren ilaas.