Saa takler vi til vort digterskib,
hei, lad flagge!
Lad seilene flomme i solskinsveir,
bind silketøisvimpler om master og rær,
saa det skjærer i kriticis øine.
For nu har vi seilet med svarte ord
rundt landet i store flokke
og svovlet til graaveirsluften her nord,
og hundrede lægprædikanter ombord
har klemtet med dommedagsklokke.
Og nu har vi seilet i mange aar
for tidens tanker at sprede.
Men blev ikke livskampen lige haard
og verden ligesaa syg og saar,
‒ kun fattig paa skjønhed og glæde!
Og derfor tilsjøs med det hele kuld
af spørgsmaal og tunge tanker!
Vi stadser op skuden med flitter og guld,
saa drysser vi rummet og riggen fuld
af rythmer og roser og ranker.
Saa driver vi didhen, hvor vinden vil,
hei, lad flagge!
Lad verden være, som verden er,
vi seiler med vimpler fra master og rær,
saa det skjærer i kriticis øine.