Og Simon Skjærra og Petter Nasken
de venter sammen på østerbåden.
Og det er gråkoldt, og begge fryser,
og Simon Skjærra er mest på gråden.
Så siger Petter: “Å tænk, du Simon,
hvis Hamreheia var vørterkage,
og Østerfjorden var skjære kaffe,
å, jammen da fik vi fine dage.”
“Å jaggu sa jeg det”, siger Simon,
“den vørterkagen blev hård at æde.
Jeg ønsker bare en gammel trøie
i slig forargelig blæst og væde.”
“Tænk,” siger Petter, “hvis kirketårnet
var en cigar efter kaffen. Ak du!
Og hvis de oppe på reberbanen
spandt ikke andet end skråtobak, du!
Og hvis hver gadesten var en kavring,
og sanden var udaf puddersukker.
Og hvis at gaskjedlerne i byen
var spunsefulde geneverkrukker.”
“Å du din tosk,” siger Simon Skjærra,
“ønsk du dig guld, du, og grønne skove.
Jeg ønsker bare at båden kom snart,
så at jeg kunde gå hjem og sove.”