Nocturne

De sidder altid derinde og spiller. mens dagen lider, og mørket tætner, og sneen daler derude. Toner, der stiger i kviddrende skarer,

svulmer til rungende festfanfarer hvirvlende op i en flammende fryd. – Saa hviner en fløite, et valdhorn skratter skingre trompeter – og graad – og latter,

til det stiger og skriger og steiler – i angst! Og mørket tætner. Og sneen falder. Og alt blir saa sælsomt stille i stuen. Et lysblaf fra ovnen,

som flakker bortover. Og saa den sære musik derinde. Jeg tier. Jeg hører dig langsomt drage et suk, saa skjærende saart og langt.

Men saa blir det atter saa tyst herinde, og begge to tænker vi paa det samme: din ensomme sorg. Og der kommer over mig

slig en stille, sørgmodig længsel efter atter at se dig smile som før. At stryge min haand henover dit haar,

at hviske til dig de dulmende ord og andagtsfuld kysse de lukkede øine. Og efter at høre din latter – du. Din latter fra gamle dage.

Men ovnslyset flakker henover dit ansigt det fine, blege. Da er det, jeg ser det: Du er ikke ung mer, – dit hoved er træt

– – – aa, saa hjælpeløst træt. Sneen falder og sneen falder. Langsomt og langsomt.

Og symfonien derinde glipper og alle akkorders velklang springer –

springer i tusen klingrende knas, slynger i skrigende rædsel sig ud i en pinende, hvinende vild dissonans. Og du du blege, du tause kvinde,

som aldrig har talt, men som altid har tiet, du kaster dig ned og skjuler dit ansigt og hulker.