Det mørke hus bag den dybe allé,
det er så trist og så tomt at se ‒
Alle vinduer øde,
alle værelser døde.
I den gamle allé går en gammel mand ‒
med langsomme skridt henad veiens sand.
I høstkvældens svale, sørgmodige fred
høres kun disse gammelmandsfjed.
Han går opad trappens stensatte trin,
han vender sig engang, før han går ind.
Han ser ud i kvælden og sukker,
og sagte han døren lukker.
En rude blir lys, et gardin rulles ned,
men huset blir endmere mørkt derved.
Det er som det sørgende stunder
mod noget, som længst gik under.
Det lyser bag ruden så døsig og mat,
det lyser til sent i den dybe nat.
Det tusler i mørket om huset
af blade, som falder mod gruset ‒ ‒