Jeg længes ei mer mod den store by;
jeg står og ser fra min rude
mod kvældhimlens fred.
Jeg ruller gardinerne langsomt ned
og stænger alverden ude.
Min ungdom svandt i den store by,
men ei jeg længes tilbage.
Thi der har jeg grædt
mit hjerte så sygt og så dødsens træt
i tunge nætter og dage.
‒ ‒ Du dybe, lægende ensomhed,
som altid omkring mig svæver,
jeg sænker mig ned
så trygt i din store, velsignede fred, ‒
og hjertet taknemligt bæver.