Og dagen stiger, og dagen går,
og sommerens tid den svinder.
Men høsten ‒ den står der så mild igjen
med alle de deilige minder:
En solskinsdag over sommerløv,
en sang, som risler så stille,
lidt skinnende vand og en sølvlys sky,
en ensomt nynnende kilde,
to blanke øine, et viltert hår,
en mund, som ler mig imøde . . .
Hvis var de øine, hvis var det hår,
og hvis var de læber røde? ‒