I. Der drager ved nat over havet et stemmekor, en sang saa stor ‒
stiger fra bølgevrimlen svulmende op imod himlen. Jeg sidder og lytter og lytter ser ud, ser ud,
aa Gud, aa Gud, nattens brusende orgel spiller Vorherre paa! II.
Det er høitid over havet, dødens, ensomhedens høitid. Ingen vildsom vove vugger, ingen livets læbe aander.
Stille, dybt Nirwana-øde over nattens ocean. Og i ensomhedens høitid dybest indi maaneskinnet
flyder der en hvid og ensom, hvid og sælsom nattetaage. Ja, i ensomhedens høitid
dybest indi maaneskinnet flyder der en hvid og ensom, hvid og sælsom nøgen kvinde.
Langt og langsomt op hun stiger ‒ ‒ hagen strukken stivt fra halsen ‒ og de grønne fiskeøine taaretomme, stive, trætte
stirrer længselsfuldt mod øster, der hvor solen snart skal rinde ‒ imod livet, imod landet. Det er høitid over havet,
dødens, ensomhedens høitid. Ingen vildsom vove vugger, Ingen livets læbe aander. Bare dybt Nirwana-øde
over nattens ocean. Og hun hæver sine arme og de sløve læber aabnes, og hun skriger over havet
langt, langt bort. Og hun synker atter lydløst ned i dybet, ned i natten. Men igjennem maanedisen
i den dødsens dybe stilhed flagrer der et kvindeskrig som et maagehvin henover oceanets dybe øde.
III. Hvad er det for sølvglans, som flagrer og svinger i maanedis? Hvad er det for brusen af mægtige vinger
mod nattebris? For høie, deilige kvinderøster! De klinger over havet fra vester til øster, ‒ en klage af sjæle, som ingen aner ‒
Hys! Det er Madonnas svaner! Hver nytaarsnat vandrer Guds hellige mor langs vei og sti. Og ikke en dør paa den vide jord
gaar hun forbi. En kvinde, der endnu er ren i sind, Guds mor vil føre i stjerneskin med spidse vinger i svanefølge
paa nathimlens maanebølge. Hver nytaarsnat vandrer Guds hellige mor til evig tid. Men ingen menneskesjæl paa jorder
skjær og hvid. Og derfor klager de deilige røster saa saart over havet fra vester til øster, en klage af sjæle, som ingen aner ‒
Hys! Det er Madonnas svaner!
Cookies on Poetry Cove