Jeg ved en liden kirke
med et Madonna-billed.
Og paa det hellige alter
de hellige kar er stillet.
Ved dag er den forsvarlig
laast af, saa ingen stjæler.
Men kun i midnatsstunden
en præst derinde knæler.
Da bruser orgeltoner,
da flammer røde kjærter.
Og kirken den er bygget
helt inderst i vore hjerter.
Men billedet af Madonna
er yderst variabelt.
Som kunstværk er det sjelden
kun nogenlunde passabelt.
Tilmed er ikke altid
Madonna her en kvinde.
Aa – det kan være de sælsomste ting
den præst tilbeder derinde.
Ja, selv i templer, der kneiser
mod verden med marmorbue,
er tit det inderste lille kapel
en aagerkarls skumle stue.
Der kommer ved midnat en pusling,
han ser sig om, angst og længe.
Saa kryber han lydløst paa alteret op
og tæller grisk sine penge.