I.
En luft, der flagrer hvid som lange luer,
og brænder lavt henover slettelandet,
en himmel, gustengraa og irretgrøn,
og længst mod vester sælsomt blodigt brandet.
Her laa Karthago, verdens høie hersker,
med marmorslotte bagom sorte pinjer. ‒
‒ Nu ligger sletten uden drøm og minde,
med ørkenødets trøstesløse linjer.
Men valmublomster flammer hadefulde
henover jorden, hvor Karthago stod,
og hvasse nesler kneiser giftigtsorte
med blomsterklør som brunt, forpestet blod.
II.
Og skorpioner aabne grisk sin saks
og flaggermusen gjennem ødet glider.
Og sletten løfter smertefuldt sin pande,
naar mørket falder og naar dagen lider.
Og mellem støv af sønderbrudte søiler
gaar store myrer om med grønne kjæver.
Der er en smutten og der er en mylren
af krybet, der paa kongeliget lever.
Men ildflusværmen binder over sletten
et diadem af funklende rubiner.
De brænder sælsomt i den tause nat
fjernt paa Karthagos smulrede ruiner.