I vinterkvælders sygelige skumring,
i midnatstimers maanegule mørke
han vandrer.
Hæst som et saaret dyr han fremad stønner;
de store, tunge fødder sløvt han slæber,
og smertekrummet nakken dødstræt luder,
og blodskum pibler om de smalle læber.
Omkring de kummerlige, mavre knokler
de sorte laserts rester endnu slænger.
De brede hænders lange, sultne fingre
som rovdyrs hvasse klør i kjødet flænger.
Men gjennem kjæmpestammers visne grene
der strømmer lyd fra vester og fra øster.
Der hvisler og der hvisker gjennem natten
en hær af tusen aandeløse røster.
Og høit paa himlens rædselssorte bue
der tegnes runer af en blodig finger.
Paa flugt da suser mørkets rappe vinger,
en stemme skrigende og skarp og skinger
vildt som en slange gjennem natten springer:
Kain! Kain!
Men himmeldybet stirrer vildt deroppe
– et altingskuende Jehovah-øie.
Og blytungt roligt blunder havet. nkløst
som en forbandelse, ei bøn kan bøie.
Igjennem midnatstimers gule mørke,
med maagehvin igjennem taagetomhed
bestandig videre – afsted, afsted!
Kain! Kainl