Og akerixen snerrer nedi græsset,
og marken bølger gylden af ranunkler.
Men rundtom staar de tunge, tause fjelde,
mod vest en enslig stjerne stille funkler.
Den hele jord begjærer og begjæres,
selv æbleblommen staar i brudekaabe.
Men foran altret mangt et hjerte græder
sin livskraft ud til sidste, dyre draabe.
– Det er den første, blonde junimorgen,
den glade dag alt dæmrer imod øst.
Men hjertet stunder ikke mer mod dagens uro,
men mod den dumpe taushed sent i høst,
mod livets fjerne aften, søvnen, drømmen,
naar de er døde markenes ranunkler,
naar maanen skinner blegt paa hvide fjelde,
og stjernen stille over sneen funkler.