Jeg tror ei dig, hvis sorg har mange taarer,
du græder ud og blir saa lige god.
Din smerte er ei edder, syg og giftig,
der langsomt æser gjennem sjæl og blod.
Jeg smiler til de altfor store klager,
der glemmes snart i livets nye morgen.
Men dig, dig elsker jeg; for du gik knust,
men taus, med løftet hoved ind i sorgen.